Vedtægter for Haveforeningen Virkelyst

§ 1. Navn

Foreningens navn er Haveforeningen “Virkelyst”, beliggende på del af matr. nr. 2 eg Grimstrup, Næstved Kommune.

§ 2. Formål

Foreningens formål er at skaffe borgere mulighed for at leje et stykke jord til havebrug i et pænt og attraktivt område, samt at varetage medlemmernes interesse.

§ 3. Medlemmer

Stk. 1. Personer med haveinteresse kan optages som medlemmer.
Stk. 2. Kvittering for rettidig indbetalt leje for sæsonen er bevis for medlemskab.
Stk. 3. Det lejede må kun anvendes til kolonihavebrug, og enhver art af udsalg er strengt forbudt.
Stk. 4. Fremlån eller fremleje må ikke finde sted, uden dertil indhentet tilladelse.

§ 4. Kontingent

Stk. 1. Kontingent for kommende sæson fastsættes på den årlige generalforsamling. Kontingentet indbetales på Haveforeningens konto og skal være indbetalt inden den 1. maj i forfaldsåret.
Stk. 2. Ved navne- og adresse-, samt mail- og telefonnummerforandring skal formanden underrettes senest 14 dage efter ændringen.

§ 5. Afvikling af havelod

Stk. 1. Ønsker et medlem at afhænde sin havelod, skal dette meddeles bestyrelsen/formanden, som i samråd med havelodsejeren træffer nærmere aftale om afviklingen.
Stk. 2. Overdragelse af det lejede areal kan ikke finde sted uden bestyrelsens tilladelse.

§ 6. Bebyggelse

Stk. 1. På havelodderne 20–52 må der efter ansøgning opføres et kolonihavehus og et udhus. Bebyggelsen skal godkendes af bygningsmyndigheden, samt Udvalget for Kommunale Virksomheder. Endvidere skal bebyggelsen godkendes af foreningens bestyrelse. Det bebyggede areal inkl. et udhus må ikke overstige 10 % af haveloddens areal (det hegnede areal). Haver over 400 m² tillades en bebyggelsesprocent på 8 %. I beregningen indgår havehus, udhus, overdækket terrasse o.lign. Drivhus på maks. 10 m² indgår ikke i beregningen.
Stk. 2. Ingen bygning må opføres med mere end 2,7 m. bygningshøjde, hvorved forstås højden fra terræn til den linje, hvor ydervæg og tagflade mødes (bortset fra gavltrekanter).
Stk. 3. Bygningens højde til tagryg må ikke være over 4,0 m.
Stk. 4. Alle bygninger skal opføres parallelt med eller vinkelret på haveloddens begrænsning.
Stk. 5. Husene skal anbringes således på havelodden, at der er mindst 2,5 m. afstand til dennes begrænsning mod såvel vej som nabo. Dog kan drivhuse opført i ubrandbart materiale, og udført med glas eller lignende transparent materiale på alle fire sider og tag, placeres 1 m. fra haveloddens skel.
Stk. 6. Blanke eller reflekterende tagmaterialer må ikke anvendes, ligesom der ikke må anvendes strå som tagmateriale.
Stk. 7. Til udvendige bygningssider må ikke anvendes reflekterende materialer (ekskl. vinduesglas).
Stk. 8. Der må kun anvendes jordfarver til behandling af det opførte på udvendige flader.
Stk. 9. Bebyggelsen skal rottesikres.
Stk. 10. I øvrigt skal bebyggelsen i sine væsentlige træk have en sådan ydre udformning og fremtræden, at der i forbindelse med øvrig bebyggelse på stedet opnås en god helhedsvirkning.
Stk. 11. Såfremt der måtte ønskes etableret tørkloset og/eller siveanlæg til husspildevand — uden tilledning fra vandkloset — skal de berørte myndigheder i hvert enkelt tilfælde ansøges.
Stk. 12. Husene i kolonihaveområdet må ikke bruges til helårsbeboelse, men sommerbeboelse kan tillades fra 1. april til 1. november.
Stk. 13. Antennemaster må ikke opsættes.
Stk. 14. Flagstænger må ikke være højere end 7 m.
Stk. 15. Flagning må kun foregå efter flagregulativ (politiske flag forbudt).
Stk. 16. På daghaver 1–19 må der ikke opføres bebyggelse, dog kan der efter ansøgning tillades opført et ikke støbefast redskabsskur på maks. 10 m², ligeledes et flytbart drivhus.

§ 7. Hegn, veje, vanding, husdyr m.m.

Stk. 1. Medlemmerne bekoster selv de nødvendige vedligeholdelsesudgifter for hegn, sidestier m.m.
Stk. 2. Det påhviler medlemmerne at renholde stiarealerne ud for den lejede grund indtil stiens/vejens midterlinje. I øvrigt skal haverne holdes fri for ukrudt, samt fremtræde pæne og ryddelige.
Stk. 3. Der skal være fri færdelsret for alle på veje og stier i kolonihaveområdet.
Stk. 4. Affald må ikke henlægges på stier og veje. Det påhviler i øvrigt det enkelte medlem selv at fjerne eventuelt affald. Bestyrelsen kan beslutte indsamling, samt afhentning af grønt haveaffald.
Stk. 5. Gødning, sten og grus o.lign. må ikke henligge på p-plads, gang eller stier udover et døgn. Det påhviler det enkelte medlem at bringe evt. beskadiget areal tilbage i sin oprindelige stand. Det samme gælder evt. hjulspor.
Stk. 6. Låger må kun lukkes indad. Udvendigt skal være anbragt tydeligt havenummer.
Stk. 7. Tilkørsel til området må kun finde sted ad Ryttervej. Den oplukkelige bom ved Ryttervej skal være aflåst. Parkering på veje og stier må ikke finde sted, men henvises til foreningens p-plads. Gæster henvises til p-plads ved Ryttervej. Al kørsel i området skal foregå under hensyntagen til områdets beboere, samt personer der færdes i området.
Stk. 8. Medlemmernes løsgående hunde må ikke medtages i kolonihaveområdet.
Stk. 9. Anvendelse af radioer, musik m.v. i fri luft kan forbydes, hvis det er til gene for omkringboende.
Stk. 10. Husdyrhold må ikke finde sted.
Stk. 11. Vanding med slange er ikke tilladt. Det tillades at trække en slange på den enkelte havelod til brug ved opfyldning af vandtønder.
Stk. 12. Afbrænding: (se kommunens restriktioner).
Stk. 13. Hegning mellem havelodder, samt mod stier, skal udføres med ligusterhæk, som skal placeres og holdes klippet således, at den holdes inden for haveloddens begrænsning. Hækkens højde må ikke overstige 1,80 m., bredde ca. 0,50 m. I øvrigt henvises til hegnslovens bestemmelser.
Stk. 14. Raftehegn eller lignende må kun anvendes i umiddelbar forbindelse med byggeri.
Stk. 15. Pigtrådshegn er forbudt.

§ 8. Generalforsamling

Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og er beslutningsdygtig uanset de fremmødte medlemmers antal. Vedtægtsændring kan kun foretages på generalforsamlingen og kræver, at 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringen. Andre afgørelser afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Skriftlig afstemning kan finde sted på forlangende. Beretning, regnskab og budget skal godkendes af generalforsamlingen.
Stk. 2. Generalforsamlingen vælger foreningens bestyrelse, der består af 5 medlemmer. Formanden samt 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år, kasserer og 1 bestyrelsesmedlem vælges i ulige år. Valgene gælder for 2 år. Endvidere vælges for 1 år ad gangen 1 revisor, 1 revisorsuppleant og 1 bestyrelsessuppleant. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. Generalforsamlingen varsles 14 dage før afholdelsen ved fremsendelse af indbydelse indeholdende dagsorden, dato, tid og sted til hvert medlem.
Stk. 4. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes skriftligt til formanden senest 1 uge forinden.
Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når flertallet af bestyrelsen ønsker det, eller 1/3 af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom til formanden. Begæringen skal indeholde dagsorden.

§ 9. Bestyrelse

Stk. 1. Bestyrelsen, som er valgt af generalforsamlingen, konstituerer sig efter hver ordinær generalforsamling med næstformand og sekretær.
Stk. 2. Formanden indkalder den øvrige bestyrelse til møde, så ofte det findes nødvendigt.
Stk. 3. Formanden skal sammen med den øvrige bestyrelse tilse, at foreningens vedtægter overholdes.
Stk. 4. Formanden skal attestere alle regninger.
Stk. 5. Formanden aflægger på den ordinære generalforsamling beretning om foregående sæson, samt en orientering om forestående sæson.
Stk. 6. Næstformanden træder i formandens sted, når denne måtte være forhindret.
Stk. 7. Kassereren skal føre foreningens regnskab, som altid skal udvise foreningens økonomiske standpunkt.
Stk. 8. Kassereren skal sørge for indkassering af kontingent m.v.
Stk. 9. Kassereren skal forelægge foreningens regnskab, samt status, på den ordinære generalforsamling for det sidste regnskabsår.
Stk. 10. Kassereren skal sammen med den øvrige bestyrelse udarbejde budget for det nye regnskabsår, samt forelægge dette på generalforsamlingen.
Stk. 11. Kassereren skal sammen med formanden føre en fortegnelse over foreningens medlemmer med havenr., navn og adresse, som altid skal være ajourført.
Stk. 12. Foreningens revisor skal have regnskabet forelagt senest 8 dage før ordinær generalforsamling. Med regnskabet skal foreligge samtlige bøger og bilag for sidste regnskabsår, kassebeholdning, samt bevis for indestående/gæld på bankkonto.
Stk. 13. Revision kan foretages uanmeldt.
Stk. 14. Sekretæren skal ved hvert møde — såvel som ved ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger — udfærdige et fyldestgørende referat.

§ 10. Økonomi og regnskabsår

Stk. 1. Foreningens økonomiske midler skal indestå på konti i pengeinstitut i Næstved eller på postgirokonto.
Stk. 2. Udtræk fra bank- og postgirokonto kan kun finde sted med formandens og kassererens underskrift.
Stk. 3. Regnskabs-/betalingsår går fra 1. januar til 31. december.

§ 11. Eksklusion af medlemmer

Stk. 1. I tilfælde, hvor et medlem ikke overholder foreningens vedtægter, kan vedkommende ekskluderes af foreningen.
Stk. 2. I hvert tilfælde bliver overtrædelsen bedømt af bestyrelsen, som derefter giver medlemmet en skriftlig advarsel. Tages advarslen ikke til efterretning, eller gør medlemmet sig skyldig i samme eller anden overtrædelse, vil medlemmet uden yderligere advarsel blive ekskluderet af foreningen.
Stk. 3. Bliver et medlem ekskluderet, skal medlemmet fjerne eller afhænde evt. bebyggelse. Dette skal foregå i samarbejde med bestyrelsen. Sker dette ikke, vil havelodden med evt. bygninger og beplantninger blive solgt for højeste bud på bestyrelsens foranledning. Bestyrelsen er berettiget til at begære udsættelse ved fogedrettens hjælp, såfremt dette anses for nødvendigt. Evt. omkostninger i forbindelse hermed betales af fraflytter.
Stk. 4. Medlemmet vil senest 8 uger efter evt. salg få udbetalt salgssum med fradrag af forbundne omkostninger og evt. gæld.
Stk. 5. Ønsker et medlem at klage over et andet medlem, skal klagen sendes skriftligt til formanden, som derefter sammen med den øvrige bestyrelse vil træffe en afgørelse. Hvis enighed ikke opnås, kan sagen skriftligt indankes til førstkommende generalforsamling senest 8 dage før denne til endelig afgørelse.

§ 12. Foreningens ophør

Stk. 1. Ved opløsning af foreningen skal dennes formue anvendes efter beslutning af generalforsamlingen. Evt. gæld deles ligeligt mellem medlemmerne.
Stk. 2. Foreningens arkivalier afleveres til Næstved By- og Egnshistoriske Arkiv.

Således vedtaget på ordinær generalforsamling.
Næstved d. 22. feb. 1990Tillæg og ændringer er vedtaget på ordinær generalforsamling.
Næstved d. 20. feb. 1992

Tilrettet i forbindelse med ny lejekontrakt med Næstved Kommune.
Næstved d. 1. juli 2014